På Sophienholm med Flemming Hoff

På sådan en af de alt for få solbeskinnede sene efterårsdage, blev ruten sat mod Sophienholm og udstillingen “Seeing the Unseen”. Vi havde modtaget en invitation fra kunstneren og arkitekten Flemming Hoff, hvor vi kunne få mulighed for at blive præsenteret for hans kunst og ligeledes se de øvrige 8 kunstnere.

Alle kunstnere er meget vigtige for os, så vi tøvede ikke med at acceptere invitationen, til at se hans værker, og naturligvis få mulighed for, at tale med ham personligt om hans kunst og tanker.


Sophienholm ligger smukt hævet ved foden af Bagsværd sø og specielt på denne dag, hvor solen sendte sine stråler gennem de orange, brune og gule farver i træernes kroner, føltes efterårets fugtige kulde ikke så slemt. Måske var vi blot heldige, at vores valg af dag faldt sammen med et smukt vejr, men det virkede som en imødekommende og varm introduktion til kunsten, når vi rigtigt kunne beundre den betagende udsigt, naturens farvevæld og det smukke gamle palæ med de røde bygninger omkring sig.

I god tid inden vores møde, kunne vi træde ind i palæet, hvor den typiske atmosfære af ældre rum tilpasset moderne formål råbte fra vægge til lofter. Bygningens fortids skønhed kan desværre kun ses i resterne af fresker over dørene, men palæet består, trods kommunens oprindelige hensigt med nedrivning, og i sin nuværende form giver det kunstneriske oplevelser til store og små. Men hér var vi nået og da tiden var tilpasset godt, havde vi lejlighed til, på egen hånd, at gøre os bekendte med udstillingen inden vores møde med Flemming Hoff.

Flemming Hoff arbejder i strømmen af amerikanske Color-field painters, der i 1950’erne fulgte inspirationen fra Mark Rothko. I vores galleri har vi andre kunstnere, der også er inspireret af ovennævnte retning, bl.a. den meget talentfulde kunstner
Sebastian Skoczylas. Color-field painting er et abstrakt maleri baseret på striber og farver. Målet for kunstneren er at påvirke vores opfattelse og skabe en illusion, ved at manipulere overfladens struktur med kombination af farver. Maleriet er afledt af landskabsbilleder, der ses (for det meste) i stribernes vandrette layout. Du er velkommen til at læse mere om illusionen i vores artpedia om sensualisme.

På vores påbegynde tur rundt i palæet, mødte vi Flemming Hoff’s første malerier i det andet lokale. Det er en serie af malerier, der er udført som et sæt skinnende sorte og lysgule (almindeligvis kaldte "citron") malerier.


På det første maleri har Flemming Hoff skabt en kontrast med en skinnende sort ramme, der fremhæver maleriernes centrale midte, repræsenteret i et gult rektangel, som øjet naturligt ledes hen på. Kombinationen af farver er ikke glatte og adskilte, men nærmest ridset ind i hinanden og hvor den citrongule farve er lagt i spor mellem baggrundens sorte kontraster. De vandrette striber, udført med tandspartel, giver et indtryk af bevægelse, lysindfald eller følelsen af et pergament, der er blevet påført kanterne. Illusionsmetoden skabes ofte ved at kunstneren fjerne den primære farve med specielle værktøjer, i dette tilfælde en tandspartel og skaber vandrette farvede ridser og et indtryk af slibning.

Det andet og midterst lærred mindede os om et antikt dørparti, en slag mystisk indgang med to lukkede vinger. Maleriet er holdt i sorte nuancer. Den sorte maling er ridset, poleret, skrabet og manipuleret, så der skabes en tredimensionel illusion i billedet, hvor selv trærammen bagved, trækkes gennem lærredet. Det er et spændende indblik i Flemming Hoff’s teknikker og netop dette maleri viser hans passion for det asketiske farvevalg, hvor mange Color-field painters vælger flere farver, skaber Flemming Hoff maleriets liv gennem strukturen og dets overflade.


Det tredje maleri i serien er på en måde en gentagelse af det første, men mest på grund af farvevalget med den sorte baggrund og citrongule forgrund. kompositionen er anderledes, ligesom valget af teknikker, som maleriet er udført i. I dette maleri provokeres vi næste af en meget nærværende illusion af bevægelse. Denne effekt træder ekstra frem, når maleriet iagttages fra en særlig vinkel. Maleriet skaber en følelse af, at luften er fanget mellem de gule striber og den sorte baggrund. På den måde giver det første maleri, i forhold til den sidste, et indtryk af en retning med mere stabilt og lineært indtryk.

For rigtigt at se og kunne forstå de benyttede teknikker, er det bedst at holde næsen 5 cm fra malerierne. Når du ser det hele på tæt hold, bliver det efterfølgende let at finde og føle de effekter, som Flemming Hoff skaber i hans malerier. På afstand kan vi se hvordan overfladen giver illusion af bølger og bevægelse og skaber en tredje dimension.


De tre malerier har størst effekt og påvirkning, når de hænger samlet og giver et præcist og smukt indblik i Flemming Hoff’s mange teknikker og tanker. De virker som en samlet historie, der adskilt vil være som en bog uden optakt eller afslutning. Naturligvis kan de erhverves adskilt, men det vil være en skam at ødelægge historien.

Før vi nåede at fortsætte kom Flemming Hoff. Han er en behagelig åben person og vi kunne nu fortsatte turen rundt i hans selskab. Vores samtale drejede sig naturligvis om kunst, men også alle de ting der omgiver kunsten og med Flemming’s gode humør og store nysgerrighed, blev mange emner drøftet mellem kunstværker og gåture.

Det næste maleri, som Flemming viste os, var et større maleri, som han havde malet til trappesatsen på Sophienholm. Vores første indtryk var både ”wow” og ”åh, nej!” Maleriet nærmest skreg og forsøgte at skabe en psykisk plads hvor den fysiske manglede. To nuancer af energisk rød, to forskellige temperaturer af samme farve, vandrette striber og ridser - så meget skete på lærredet! Det var som om maleriet næsten sprængte væggene. Billedet var presset ind imellem de små vægge på et alt for lille område. Man kommer mest af alt, til at tænke på billedet af en smuk kvinde med udfordrende former, presset ned i et alt for stramt korset. "Flyt dette lærred et andet sted, så det kan trække vejret og vise sin herlighed", var vores tanker enige om. Selv farverne har brug for mere lys og plads. Flemming har imidlertid udført værket specifikt til dette sted på Sophienholm, men sandsynligvis er hans kunst for energisk, til at blive placeret et sted med så lidt plads. Det fortjener et større rum.


Billedet består af tre lodrette striber, men du kan faktisk dreje det 90 grader og få et nyt billede med perfekte vandrette striber. Det balanceres af en bred stribe lavet af en kold rød farve. Sidestriberne har orange i deres toning og de er ridset på kanterne i Flemming Hoff’s stil. Denne illustration er den samme som de tidligere værker, hvor også indtrykket af perspektiv er til stede. Øjne søger efter kendte former og hjernen fortolker dem på sin egen måde.

Flemming Hoff fortalte os, at han malede dette billede i flere måneder, da han forsøgte at nå den endelige effekt og balance. Det er et meget ekspressivt kunstværk og balancen, mellem den kolde og varme røde, er fantastisk. Jeg havde indtryk af, at arbejdet stadig er ufærdigt, som om det manglede det sidste tryk. Det føltes lidt som at lytte til en høj symfoni, når lyden pludselig stopper. Dirigenten løfter sine arme, venter på stilheden, for at give en ny kommando til orkesteret og lader eksplosionen af musik fortsætte. Det nøjagtige øjeblik med stilhed, når du følger dirigentens hænder, var det indtryk jeg fik, mens beundrede maleriet. Måske er det bevidst gjort, så vi selv kan gøre musikstykket færdigt. Måske var det blot min oplevelse.

De næste to malerier vi så af Flemming var placeret øverst oppe. Et var klart min favorit, det andet Thomas’s. Min favorit har en hvid baggrund og sorte striber, der er skabt ved at trække den sorte farve af lærredet med en spartel. De to kontrastfarver, hvid og sort, skaber i teknikken en tredje farve grå. Nogle steder har Flemming Hoff ladet den sorte maling løbe i tynde sorte diagonale striber, der giver illusionen af kommaer eller måske noderne på et partitur. På flere steder har Flemming's hånd skabt nogle bølgekollaps, hvilket resulterer i en spændende krusningseffekt. Det mindede mig om processen med at optage musik og da jeg så på Flemmings malerier, kom en tanke om, at Flemming elsker musik og sandsynligvis lytter til klassiske og værdige musikværker. Det bekræftede han overrasket og med smil, men for mig var det tydeligt at finde musikken i hans værker.

Efter at have oplevet Flemming’s kunstværker er vores vurdering enkel: De er kendetegnet ved en høj kvalitet og et unikt kreativt koncept. Han er en spændende kunstner, og hans loyalitet over for sine egne teknikker og tanker gør hans malerier mere komplette og skaber en samlet harmoni. Hvad der virker fladt og kedeligt på en telefon, tablet eller en skærm, får i virkelighedens verden flere dimensioner og bliver næsten hypnotiserende.


Et er god kunst, et andet vigtigheden af den og hér vil det indlysende spørgsmål være, hvorfor netop Flemming Hoff’s kunst er vigtig? Nogle vil måske gå så langt, at de vil kalde det ”kejserens Nye Klæder”. Er det fordi de ikke forstår vigtigheden eller budskabet? Jeg tror det ikke og alle skal vælge deres egen oplevelse. Men det er et faktum, at selv de, der ikke ved af det, vil lade sig påvirke af Flemming’s store malerier.

Når vi besøger DR Koncerthuset i DR Byen, går vi i gangene med de grå betonvægge og ser deres uregelmæssige furer og mønstre. Den franske arkitekt Jean Nouvel valgte bevidst sin beton og ikke mindst det spil, vi kan finde i de rå og nøgne betonmure. Men ved at give dem liv, fik de så at sige tøj på og begyndte at påvirke os. Når man dagligt passerer murerne, vil man måske ikke tænke over spillet i betonen, men man vil ubevidst registrere kendte mærker fra sidste passage og væggene vil blive nærværende og følelsen vil være tryg. Havde Jean Nouvel brugt fuldspartlede og glatte, hvidmalede vægge uden den mindste struktur, havde vi følt det helt anderledes. Der havde ikke været kendingspunkter og rolige mønstre, men blot store hvide flader, der ville gøre os utrygge og give en sær følelse af tomhed.

Vi bliver påvirket af alle synsindtryk og specielt dem vi lærer at kende. Flemming Hoff’s store formater kan ved første passage virke for store at rumme, men stopper vi op, går tæt for at se teknikken og opleve mønstrene og farvelagene, og træder godt tilbage og ser helheden, så vil de pludselig blive nærværende, rummelige og vi vil kunne finde bevægelser hvor der før var stilstand, og figurer hvor der før var kaos. Så jo mere vi betragter de store værker, jo mere dybde finder vi og jo større glæde vil de give os.

Måske er Flemming’s værker i virkeligheden et smukt billede af vores hverdag og den helt rigtige kunst til nutiden, hvor alt skal gå stærkt, og vi hellere lader os påvirke hed ad vejen, snare end fordyber os i det perfekt og minutiøse. Rembrandt, Lautrec og alle de andre store kunstner tiltaler færre og færre, simpelhent fordi tiden kun er til korte indtryk, tekstbeskeder på få ord og en hast fra A til B. Hér, i dette moderne kaos og epo-ramte tempo, virker Flemming’s kunstværker rolige og som vidunderlige holdepunkter, der drypvis giver os ro, som vi passerer dem.

En kunstners tanker og følelser gengives i de kunstværker han eller hun udfører. Møder du Flemming Hoff på Sophienholm eller andre steder, vil det ikke være hans tanker og følelser, som han ønsker at tale om. Det er dine. For ham, er alt hvad han har, allerede givet på hans lærreder. Nu er det dine oplevelser der tæller. 

Tak Flemming, for invitationen til Sophienholm, for dejligt selskab og ikke mindst tak fordi du delte din kunst med os på denne vidunderlige november dag.

- Beata Piechocka, BeArte Gallery