Den abstrakte Kunst

På en nylig rejse i Lissabon, havde jeg glæden af en samtale med Rita, der udover at introducere mig for nogle vidunderlige portvine, var kunststuderende og meget interesseret i de helt moderne kunstformer- og retninger. Vores samtale bredte sig over mange emner, og ikke underligt både omkring vin og kunst, da begge emner dækker over nogle fundamentale menneskelige egenskaber som følelser og nysgerrighed og derfor er tæt relateret.

For mig var det spændende at lytte til en ung kunststuderende, fordi man, som med så meget andet, ændrer sig og sine meninger og opfattelser, gennem årerne og ens udvikling. Rita er en pragtfuld rolig og balanceret ung kvinde, som var ganske godt velformuleret og meget pædagogisk i sine meninger og forklaringer. Sikkert fordi hun underviste børn i kunst og derigennem, var vant til mange interessante og direkte spørgsmål.

Da vi talte om den abstrakte kunst, kom hun med en meget enkel formulering, som er værd at gengive her. Hun havde, som mange andre, ofte hørt den stående bemærkning: ”Det der, det kunne min søn Jens på 7 år lave bedre eller i hvert fald ligeså godt”. Og det er både korrekt og forkert på samme tid. For tit er den abstrakte kunst forholdsvis naiv og teknisk ikke så svær at udføre. Den kan i hvert fald efterlignes et stykke hen ad vejen. Vi kan lave en kopi så at sige. Men hvad de fleste aldrig vil kunne, er selv at skabe originalen; Selv at få idéen; Selv at kunne overføre fantasien fra sjæl til lærred. Det kunne kunstneren, fordi han eller hun havde nogle følelser og tanker, der skulle frigives, og samtidig nogle evner, der gjorde det muligt. Så selv om vi kan kopiere, er forskellen på os og kunstneren, at han eller hun skaber, og vi andre ”kun” kopiere.

Jeg husker selv som kunststuderende i Warszawa, at et af de sværeste fag var den abstrakte billedkunst. Da vi på tredje årgang skulle arbejde abstrakt på lærred, syntes det ligefor og ikke så svært. De fleste af os ”dumpede” naturligvis lige i fælden, for 8 streger på et lærred kan være kunst eller sjusk, og da vi i detaljer skulle forklare farvevalg, motiv osv. for vores professor, ja, så gik det galt allerede ved farverne. For hvordan forklare man intelligent, at penslen spontant og uden den større plan havde valgt lidt blå hér og gul dér. Så det var tilbage igen og igen og igen, indtil vi begyndte, også at kunne tænke abstrakt. Det var ganske svært og om end det virkede utroligt simpelt, var den abstrakte kunst for mange af os, langt den sværeste.

 
Da jeg viste Sebastians billede ”Baltica III” til min partners datter på 11 år var hendes første ord: ”Sikken en flot solnedgang”, og hun fortsatte let med at beskrive den mørke himmel ovenover, det rolige vand, stranden under havet og så videre. Det samme scenarie gentog sig med ”Citronsø”, og selv om hun ikke kendte hverken titler eller tanker bag, kunne hun let oversætte Sebastians tanker og følelser til enkle ord og korte sætninger. Det var sjovt omend ikke ualmindeligt, for børn har stadig en stor udviklet kreativitet, som modsat voksne, ikke bliver presset af den anden halvdel af hjernen, der udvikler logik, struktur, ansvar osv. De ser verden anderledes og mere abstrakt selv, fordi de hver dag skal lære og danne deres egne tanker og historier om stort og småt og endnu ikke er fyldt op med alle de ansvar, vi som voksne har og påtager os. Jo ældre vi bliver, jo flere ting får vi lagret og afklaret, hvorfor vi automatisk undertrygger vores kreativitet og abstrakte opfattelse, da så mange forhold allerede har fået sit facit og vi skal videre til noget nyt. Sagt helt generelt naturligvis.

Kunstnere er ofte mere ”barnlige” og evner derfor at arbejde i kunsten, meget anderledes end ”normale” voksne. De befinder sig så at sige i en anden verden og har haft mulighed for at blive dér siden barnsben og ikke mindst at udforske denne del langt dybere end de fleste andre fik lov til.

Vi kan spørge os selv hvad vi skal med den abstrakte kunst, hvis alligevel kun få forstår den. Og spørgsmålet er relevant, for kunst, der ikke påvirker os og vækker følelser, bør umiddelbart ikke fylde i vores hverdag. Men alligevel kan den have sin berettigelse. For ligesom det at lære et nyt sprog kan udvikle os, eller at læse en bog om et nyt emne eller skrevet på den anderledes måde, kan få vores hjerne til at arbejde på højtryk, så kan den abstrakte kunst også udvikle os. Vi skal blot lære at forstå den og spørge ind til det, der er uklart for os, ligesom et barn ville gøre. Vi skal bruge tid på at forstå, hvad der gemmer sig bag kunstnerens følelser og idéer. For når vi gør det, så vil en ny gammel verden åbne sig. Vores forståelse vil med ét bringe os et nyt sted hen og hvad der før var ligegyldigt, kan nu blive fantastisk og påvirke os med følelser, vi ikke har haft i mange år. Men vi skal turde stoppe op, lære på ny, forsøge at holde alt andet ude og blot et øjeblik lade fantasien strømme gennem vores sind og sjæl.

Afslutningsvis et lille råd fra min pen: Når vi forstår det abstrakte kunstværk foran os, behøver vi ikke tvivle på vores egen opfattelse, hvis ikke det falder i vores smag. Kunst er så vidunderligt, at det ligesom musik og lignende, påvirker os vidt forskelligt: Noget rør ved vores inderste i positiv retning og andet kan vi ligefrem væmmes ved. Det er følelser og indtryk og når blot vi forstår kunstværket, er det helt op til os, at vælge det fra eller vælge det til. Kunst når længst, når vi forelskes i det.

- Bea
Gallery Bearte


Marts 2017




 

Baltica III, 2016
Sebastian Skoczylas